Punktafgifter
Punktafgifter er indenlandske forbrugsafgifter (afgifter/gebyrer), som lægges på specifikke varer eller tjenesteydelser (punkter). I modsætning til moms er afgifterne enkeltledsafgifter, hvilket betyder, at afgiften kun opkræves ét sted på varens vej fra producent/importør til forbruger, dvs. i producent-, engros- eller detailledet.
Punktafgifter, der opkræves af miljømæssige grunde, kaldes også miljøafgifter, energiafgifter eller grønne afgifter. Gebyrer efter miljøbeskyttelsesloven er også punktafgifter og opkræves af SKAT.
Registrering hos Erhvervs- og SelskabsstyrelsenVirksomheder, der indfører, fremstiller eller omsætter varer med punktafgift, skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Anmeldelsen skal ske på en blanket, der fås elektronisk enten via www.webreg.dk. |
Virksomheden bliver registreret som enten oplagshaver eller varemodtager afhængig af reglerne i den enkelte punktafgiftslov. Efter registreringen vil virksomheden få tilsendt et nyt registreringsbevis, hvor punktafgiftsregistreringen står.
Følgende varer er nogle af de varer, der er omfattet af punktafgift:
- Batterier (lukkede NiCd-batterier)
- Bæreposer
- Chokolade og sukkervarer
- Cigarer, cerutter, cigarillos, cigaretpapir, skrå, snus, cigaretter og røgtobak
- Elektricitet
- Emballage til visse drikkevarer (stykafgift)
- Emballage til visse andre varer (vægtafgift)
- Engangsservice (bestik, tallerkener, krus o.l.)
- Gas (LPG og naturgas)
- Glødelamper (el-pærer o.l.) og sikringer
- Kaffe og te
- Konsum-is
- Mandler, nødder, kerner mv. (råstofafgift)
- Mineralvand (sodavand o.l.)
- Opløsningsmidler, klorerede
- PVC-folie
- Spiritus
- Vin og frugtvin
- Øl
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en vare er omfattet af en afgiftspligt, kan man få uddybende oplysninger hos SKAT, som også kan fortælle om afgiftssatser og eventuelle ændringer i afgiftsområder.

Case: Momregnskabet