Erhvervs- og Selskabsstyrelsen | Pant

  Pant

Dette materiale handler om regler for dem, der sælger øl og læskedrikke til forbrugeren (detailleddet). Hvis du selv importerer øl og læskedrikke er der en række andre regler, du skal overholde. I boksen nederst på siden kan du se, hvor du kan læse mere om disse regler.

I Danmark findes et obligatorisk pant- og retursystem. Emballager til øl og visse læskedrikke med og uden kulsyre er omfattet af pantordningen. Du kan se en liste over de drikkevarer der er omfattet af ordningen på næste side.

Pantordningen betyder, at alle, som sælger øl og visse læskedrikke, skal opkræve pant for emballagen og skal tilbagebetale panten til den forbruger, der afleverer emballagen. Det er strafbart, hvis et salgssted ikke opkræver pant af forbrugeren.

Formålet med pantsystemet er:

  • at mindske affaldsmængden
  • sikre genanvendelse af emballagematerialet og dermed skåne miljøet
  • fair konkurrence, så den samme drikkevare ikke kan købes både med og uden pant.

Emballage er opdelt i to kategorier:

  • Returflasker/genpåfyldelig emballage (glas- og plastflasker, der vaskes og genpåfyldes med øl og læskedrikke)
  • Engangsemballage (dåser samt glas- og plastflasker, som ikke genpåfyldes, men hvor materialet genanvendes).

Du kan tilmelde dit salgssted som returmodtager hos Dansk Retursystem A/S, hvis du sælger øl og læskedrikke, der er omfattet af pantordningen. Når dit salgssted er tilmeldt ordningen, kan du gratis få afhentet pantmærket engangsemballage og udbetalt pant fra Dansk Retursystem A/S. Returflasker afhentes af producenten/importøren, som du også afregner panten med.

Du kan læse mere om ordningen hos Dansk Retursystem A/S på www.dansk-retursystem.dk

Lovgivningen vedrørende pant- og retursystemet findes i ” Bekendtgørelse om pant på og indsamling m.v. af emballager til visse drikkevarer”, som du finder på www.retsinfo.dk