Prøveudtagning
Den tilsynsførende kan udtage prøver uden at betale for det, men mod kvittering. Prøverne er f.eks. af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, emballage, vand eller tilsætningsstoffer. Den tilsynsførende udtager de mængder, som er nødvendige for at fastslå, om virksomheden overholder reglerne. Tit er mængderne fastlagt af internationale regler. Er der tale om færdigpakninger, er det ofte nødvendigt at udtage hele pakninger eller bryde uåbnede pakninger, fordi prøven skal udtages fornuftigt og ikke må blive forurenet.
Prøverne kan blive analyseret for bakterier, tilsætningsstoffer, forureninger eller ingredienser.
Analyseresultaterne af prøverne vil blive brugt som dokumentation over for virksomheden eller om nødvendigt som bevismateriale i forbindelse med en eventuel retslig afgørelse.
Fødevareregionernes tilsyn kan bede laboratoriet udlevere prøveresultater og oplysninger fra din virksomhed i forbindelse med eftersporing af fødevarebårne sygdomsudbrud. Laboratoriet skal oplyse dig om at de har givet informationerne til fødevareregionen. |
Kontrolprøver
Virksomheden har ret til at få udtaget en kontrolprøve, som kan bruges til at efterprøve fødevareregionens analyseresultater. Kontrolprøven skal udtages af den tilsynsførende samtidig med prøven udtaget til kontrol. Den tilsynsførende plomberer kontrolprøven og anviser, hvordan den skal opbevares indtil analyse. Virksomheden skal skriftligt aftale med fødevareregionen, hvor og hvordan kontrolprøven skal analyseres. Laboratoriet undersøger ved modtagelse af kontrolprøven, om plomberingen er ubrudt og anfører det på analyseblanketten. Kontrolprøven analyseres for virksomhedens egen regning.

Fødevaremyndighedens tilsyn
Fødevareregionernes tilsyn kan bede laboratoriet udlevere prøveresultater og oplysninger fra din virksomhed i forbindelse med eftersporing af fødevarebårne sygdomsudbrud. Laboratoriet skal oplyse dig om at de har givet informationerne til fødevareregionen.