Erhvervs- og Selskabsstyrelsen | Fødevarehygiejne - vigtig?

  Hvorfor er fødevarehygiejne så vigtig?

 

Det er væsentligt for alle mennesker, at de trygt kan spise den mad, de køber eller får serveret uden frygt for at blive syge eller endda dø af sygdomme, som de har fået gennem maden. I dag kender vi årsagerne til, at mad kan gøre mennesker syge, og vi ved også, hvad vi skal gøre, for at det ikke sker. Derfor er der en række regler, som skal overholdes af alle virksomheder, der fremstiller, opbevarer, tilbereder og sælger mad i Danmark. Lovkravene bunder i den viden, vi har om fødevarebårne sygdomme, og hvad vi kan gøre for at undgå dem.

Reglerne drejer sig om, hvad den enkelte virksomhed skal gøre for at sikre, at kunderne ikke bliver syge af den mad, der bliver solgt. Reglerne omhandler også andre væsentlige problemstillinger, f.eks. sikring af forbrugerne mod vildledende markedsføring samt, at fødevarer skal mærkes, så de kan spores og tilbagekaldes, hvis der er mistanke om sundhedsfare.

Det er de regler, du skal lære om i modulet om fødevarelovgivning. Reglerne er nedskrevet i en række love og bekendtgørelser som f.eks. Fødevareloven, autorisationsbekendtgørelse og EF-forordningen om fødevarehygiejne.